[ BACK | DOWNUNDER.DK | NEXT ]

Rend og hop 
Af Pernille Westh 
Berlingske Tidende d. 4. januar 1998 

Eksotiske kæledyr vinder stadig større indpas herhjemme. Et af de sjoveste og sødeste er kænguruen, som dog kræver temmelig meget plads. 

Kænguruer, der hopper af sted i solnedgangen er et smukt syn, som man desværre skal helt til Australien for at opleve. Men herhjemme kan man dog opleve kænguruer på nært hold – nemlig som kæledyr.. Nu vil jeg lige pointere, at jeg ikke hermed opfordrer til, at man styrter ud for at købe en kænguru. Det kræver nemlig både en god portion viden samt store arealer, for at man kan holde dem. 
En sted, hvor der er gode rammer til kænguruhold, er en gård i Jylland, som jeg har besøgt fornyelig. Her bor dværgkænguruen Hopla - en Parma Wallaby - inden døre sammen med gårdens katte. Når man træder ind ad døren, kommer Hopla nysgerrigt og skal hilse på gæsterne. Man skal lige vænne sig til dette særsyn - normalt er det jo hunde eller katte, man bliver mødt af. Et par steder i Danmark findes også Bennett's Wallaby'en, der er noget større end Parma'en. Oftest holdes disse noget større dyr dog udendørs i indhegninger. Bennett's Wallaby, der er den kænguru art, der egner sig bedst til det danske klima, kan blandt andet opleves i Københavns zoologiske have. Det er en god oplevelse at møde en tam kænguru, for det er et utroligt sjovt dyr, som er meget anderledes end dem, vi normalt ser her i Danmark. 
I Australien ser man anderledes på kænguruerne. Nogle steder er de skadedyr og bliver skudt for at holde bestanden nede. Mange kænguruer må lade livet, når de bliver påkørt af biler, andre bliver til hundemad, og en del ender på grillen som bøffer. Jeg har ikke selv smagt kængurubøf, men efter sigende skulle det smage udmærket. 
Australierne har forsøgt forskellige ting med kænguruerne, da de jo har temmelig mange af dem. Blandt andet er det blevet forsøgt at holde kænguruer i indhegnede folde på samme måde -og med samme formål - som kødkvæg. Det ville have gavnet jorden at have kænguruer i stedet for kvæg. Kvæg ødelægger nemlig jorden, dels ved at de hiver store totter græs op, og dels fordi det er tunge dyr. Kænguruerne er derimod lette dyr, som bider græsset af og plejer jorden i stedet for at ødelægge den. 
Men kænguruopdrættet mødte en farlig' masse postyr. Australierne ville eksportere kødet, men folk andre steder i verden kunne ikke acceptere, at man skulle spise Australiens nationaldyr. 
Jeg har tidligere besøgt King Fisher Park i Australien, hvor dyrene går rundt i folde, som man kan gå ind i og fodre de tamme dyr. Kænguruerne var praktisk taget ligeglade med menneskebesøg, men et par stykker gad dog lige rejse sig og komme hen og hente en godbid. Omvendt er det med de vilde kænguruer - de er ret nysgerrige, men kommer man for tæt på, så hopper de deres vej. 
Det var en sjov oplevelse at møde en Black Wallaby, der er lige så stor som en mand - og temperament har den også. Jeg mødte en meget, meget sur han, der lige ville fortælle mig, at jeg skulle holde mig langt væk. (Det var i en fold med et meget højt hegn om). Han løb hen til hegnet, dansede en slags kængurukrigsdans, alt imens den brækkede grene i stykker, bed i dem, smed dem på jorden og hoppede oven på dem. Det var såmænd bare, hvad den havde i sinde at gøre med mig, hvis den fik fat på mig. 
Så kunne jeg bedre lide de lidt mindre og meget venligere kænguruer. Den omtalte Black Wallaby han havde betændelse i øjnene, og jeg tror, at dyrlægen havde fået samme opvisning som jeg, for når han skulle se til den, havde han en bedøvelsespistol med... 

Der findes kænguruer og wallabies i mange afskygninger. Vægten varierer fra 3 kg og op til 85 kg - wallabierne er generelt mindre end kænguruerne. Nogle lever i træer, andre lever i klippede områder, og andre igen lever i regnskoven. Kort sagt - der er en kænguru eller Wallaby tilpasset næsten ethvert område af Australien. 
Yellow footed Rock Wallaby lever, som navnet siger, i tørre områder. Her slikker de på sten og sutter på vådt sand for at få væde. Den foretrukne føde for Grey Kangaroos er græs, mens de fleste wallabies spiser både græs og blade. Nogle kænguruer lever i små flokke, mens andre, for eksempel Pretty Face Wallaby'en, lever. i store flokke på op til 50 stykker. Red Kangaroo er den største af kænguru arterne. Og den er meget stor. Den lever over det meste af Australien, hvor der er åbent land med træer i sigte - den nyder nemlig at ligge og slappe af under træerne om dagen. 
Kænguruer og wallabies har kraftfulde bagben og lange fødder, og alle hunnerne har en pung og fire dievorter. Hunnen får en unge ad gangen - bortset fra Musky Rat kænguruen, som får tvillinger. Hun bliver parret, lige efter at hun har født, og mens ungen ligger i pungen, så udvikler det nye æg sig til et vist stadium, hvorefter udviklingen går i stå for først igen at fortsætte, når ungen forlader pungen. Den nye unge bliver født hurtigt efter, at pungen er blevet ledig og hægter sig på en dievorte, mens den store unge benytte sin dievorte udefra. Hver dievorte er så smart indrettet, at den leverer mælk, der er tilpasset til netop den pågældende unges alder. 
Når en kænguru eller Wallaby bevæger sig på landjorden, kan den ikke bruge sine bagben uafhængigt af hinanden. Svømmer den derimod, så sparker den først med det ene ben og derefter med det andet. Der er selvfølgelig ingen regel uden undtagelse, for Tree- kænguruen kan godt »gå« ved at flytte bagbenene uafhængigt af hinanden. 
Halen bliver brugt som balancestang, når kænguruen eller Wallaby’en er i fart, og som et femte ben, når den står stille. Hastighedsrekorden for en kænguru er 64 km/t., og det længste spring er på 13,5 m. Det er ikke kun langt, en kænguru kan springe - den kan også hoppe højt. En Eastern Grey, der selv er ca. 1 m høj, skal have sprunget over et hegn på 2,44 m, og en jaget Red skal have sprunget ud over en stak tømmer, der var 3,1 m høj.



[ TOP | BACK | DOWNUNDER.DK | NEXT ]